Fotografering – Tips fra Marie Mayer

Marie Mayer fra Katoni.no har arbejdet som fotograf i 9 år. Med flere års erfaring har hun samlet nogle gode råd til, hvordan man forenkler arbejdsprocessen og passer på sit arbejde. Vi har spurgt hende om, hvilke redskaber hun ser på som uundværlige.

Fotografering – Tips fra Marie Mayer
Image
Levi Rauff
oktober 26, 2017

Mine opgaver har varieret fra billeder af dyr til koncertfotografi. Afhængig af hvad du skal tage billeder af, vil der altid være forskellige forholdsregler, men nogle ting er altid på min check-liste, når jeg skal ud og tage billeder.

Check altid dit udstyr før du tager afsted og prøv at danne dig et overblik over hvilke forhold, du skal tage billeder under. Jeg plejer også at tage mørkt og anonymt tøj på, der passer til begivenheden. Det optimale er, hvis du kan blende ind i omgivelserne, når du er afsted. 

Billedformater og objektiver

Da mange af de betalte opgaver jeg har er i forhold uden optimal lyskontrol, tager jeg altid billeder i RAW-format. RAW-format bliver brugt som en fællebetegnelse af alle kameraproducenter, men kan have forskellige navne alt afhængigt af, hvilket kameramærke du bruger. Forskellen fra JPEG-formatet, som de fleste med et kamera kender, er at billedet ikke bliver bearbejdet. Derfor får du et billede, hvor hver enkelt pixels lys, der er blevet opfanget af sensoren, er med. Med andre ord får du flere farver og større mulighed for at redigere i dit billede bagefter.

De sidste par år har jeg taget en del billeder til koncerter eller på diskoteker. Til koncerter er blitz udelukket, og lyset varierer ofte meget. Jeg har også oplevet, at blitzen ødelægger stemningen i billedet, eller det indtryk jeg vil fange. Ved at bruge RAW-format har jeg større mulighed for at redigere i billedet bagefter, og det er nemmere at kunne levere et godt produkt.

Image
Billede taget med et 50mm objektiv.

Man er ikke afhængig af det dyreste udstyr for at tage gode billeder. Selv med KIT-objektivet som ofte følger med, når du køber et spejlreflekskamera eller kompakt-kamera, har du mulighed for at tage flotte billeder. Jeg foretrækker dog at have muligheden for at variere med andre objektiver, når jeg skal fotografere.

Til portætbilleder foretrækker jeg et 50mm objektiv, men det fungerer også godt til meget andet. Det er en af de billigste opgraderinger, du kan give dit kamera. Et 50mm koster typisk rundt 1000-1500 kroner, og giver dig et alsidig og let objektiv. Grunden til at det er lækkert at bruge til portrætbilleder er, at det ikke forvrænger propotionerne særlig meget og gør, at du har mulighed for lege med dybdeskarphed. Det vil sige, at du blandt andet kan sløre baggrunden, mens personen du tager billeder af forbliver i fokus.

På diskoteker og til fester kan jeg bedst lide at bruge et vidvinkel-objektiv. Vidvinkel-objektivet forvrænger billedet en smule, men det bidrager for det meste til en fed effekt og mere stemning på billedet. Vidvinkel-objektiver er lidt dyrere, men kan nogle gange fås nede i 3000 kroners klassen. Det er et sjovt objektiv at lege med, men også en del tungere.

Image
Man kan sagtens fotografere med kit-objektivet - billedet her er taget med 18-55mm kit-objektiv

Redigering

Mængden af billeder jeg tager på en betalt opgave varierer meget, men jeg har aldrig taget under 200 billeder, hvis der er tale om et event. Med så mange billeder er Adobe Lightroom det absolut hurtigste og nemmeste at bruge. Selv om f.eks. Photoshop har flere muligheder, foretrækker jeg Lightroom, da det giver mig en bedre oversigt over alle mine billeder.

Image
Lightroom har en nem oversigt hvis du tager mange billeder.

Lightroom giver mig en hurtig og nem oversigt, når jeg redigerer billeder. Jeg har mulighed for at gå fra et billede til andet hurtigt og derudover få en oversigt over alle billeder, jeg har taget. Samtidig med at Lightroom tilbyder mulighederne for hurtig redigering af lys, kontrast og farver, kan jeg også lave og gemme mine egne filtre (eller preset). På denne måde kan jeg effektivisere mit arbejde endnu mere.

Adobe tilbyder en abonnementsordning med Lightroom og Photoshop for private. Den koster cirka 92 kroner i måneden, hvillket er penge, som er givet godt ud. Der findes selvfølgelig også andre programmer, både betalte og gratis, men det er ikke noget, jeg har meget erfaring med.

Derfor vil jeg hellere anbefale noget, der virker for mig. Hvis din kamerabrug er begrænset til billeder, der skal bruges på Instagram, er der mange gode og gratis redigeringsapps til mobilen. Blandt andet er VSCO, Snapseed og Lightroom rigtig gode og nemme at bruge.

Image
Lightroom er meget overskueligt og tilbyder de mest brugte redigeringsfunktioner.

Husk altid backup

Efter et par uheldige episoder kan jeg ikke sige andet end at Murphys lov er en evig trussel. Alt hvad der kan gå galt, vil på et tidspunkt gå galt. Derfor prøver jeg altid at gardere mig mod alt der kan ske.

Når jeg er ude for at tage billeder, har jeg altid ekstra af følgende med, hvis jeg tror, der kan være en mikroskopisk sandsynlighed for, at jeg kommer til at få brug for det.:

  • batterier
  • memory-cards
  • gaffatape
  • make-up fjerner
  • plastikposer

Husk også altid backup! Både når du tager billederne, men også bagefter. Når jeg redigerer billeder har jeg en ekstern harddisk, jeg bruger til at gemme originalerne på. Jeg laver også en online backup af mine ubehandlede billeder. På denne måde er jeg sikret, at billederne ikke forsvinder samtidig med, at jeg har adgang til dem, selvom jeg ikke har min harddisk med.

Blandt andet kan man bruge Onlime til at lave en online backup. En af fordelene med Onlime er, at du kan indstille den til at lave en automatisk backup. For en glemsom type der burde lave backup oftere, er dette guld værd. Der er også mulighed for at synkronisere dine filer over forskellige enheder.

Da jeg ofte er i udlandet, er et online backup system genialt. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har været afsted uden min harddisk og pludselig haft brug for billederne. Det er også vigtig at finde et system, der passer til dig og dine behov. Et godt system over dine mapper og filer er essentielt for at kunne holde styr på dit arbejde. Lav derfor en god struktur fra starten, for det kommer du til at blive glad for. 

En af grundene til, at jeg kan lide at være fotograf er, at man hele tiden har rum for at udvikle sig. Man prøver, fejler og lærer af det. Noget af det vigtigste man kan tage med sig er at være forberedt på tekniske fejl. Både i forhold til ens kamera, batterier eller laptop. Check dit udstyr, sørg for at dine batterier er opladet, formater dine memory-cards og husk altid backup.

---
Vi håber, at du kunne li' Marie's tips og råd 😊 Har du spørgsmål til online backup af dine filer, så bare kontakt os.