Antivirus: Bliv klogere på det

Mathias DitlevViden

Antivirus beskytter

Onlime hjælper dig

Antivirus: Bliv klogere på det

Er antivirus stadig vigtigt i 2019? 

Du har helt sikkert hørt sætningen før:

Vil du købe antivirus med til din nye computer? Det koster kun . . . 

Spørgsmålet ovenfor kommer som regel, når du f.eks. har købt en ny Mac til studiet, en ny computer til gaming eller en bærbar til bedstemor, som hun kan bruge til Facebook.

Men hvis du er som de fleste af os, har du takket pænt nej tak til tilbuddet. Måske tænker du på, hvad man dog skal bruge et antivirusprogram til i 2019, specielt når de plejer at være ret pebrede.

Det sidste man har brug for efter at have brugt en net sum på en ny computer (og alskens tilbehør), er at skulle hive endnu flere penge op af lommen i den anledning.

Så vil vi hellere lige gå hjem og tænke lidt over det, hvilket betyder, at vi glemmer alt om det, så snart vi er trådt ud ad døren.

Antivirus er ligeså vigtigt i dag som for 5 år siden

Faktisk er tilbuddet dog ikke så dumt endda, for langt de fleste computerbrugere vil have meget stor glæde af et antivirusprogram.

Det behøver dog bestemt ikke at være det, som de sælger sammen med computeren. Som regel er det en rigtig god idé at slå koldt vand i blodet og finde det, som passer bedst til dig og dine behov.

Hvis du sidder derude, og ikke har fået dig et antivirusprogram endnu, kan du roligt læse videre.

Formålet med denne artikel er nemlig at give dig et overblik over, hvorfor det er sådan en god idé med et antivirusprogram. Vi kommer også omkring, om det virkelig er nødvendigt med et antivirusprogram til Macs, om forskellen på de gratis og de betalte varianter, og hvad man kan gøre for at passe ekstra godt på sine personlige filer og billeder.

 

Hvorfor er antivirus vigtigt for den almene computerbruger i 2019

Vi lever i en global verden, hvor vi bruger mere og mere tid på internettet, hvad enten det er på de sociale medier, diverse blogs, webshops, bingo-sider, nyhedssites eller noget helt andet. I takt med at vi bruger mere og mere tid online, er vi også blevet mere påpasselige med de sider, som vi ser og de e-mails, der lander i vores indbakke.
antivirus

Brug altid din sunde fornuft

Vi har for eksempel lært, at SKAT ikke beder os om personlige oplysninger i en e-mail og, at vi ikke bare skal tro på historien om, at vores moster er strandet i Afrika og skal have penge til at komme hjem for.

Vores sunde fornuft og påpasselighed overfor svindlere har derfor fået os langt i forhold til for blot få år siden.

Men i takt med at vores påpasselighed stiger overfor de velkendte svindlertricks, stiger svindlernes kreativitet i at udtænke nye måder at snyde os på: Deres e-mails er pludselig skrevet på korrekt dansk med bogstaver som æ, ø og å, og ser ofte ud til at komme fra helt troværdige kilder. De har også sneget sig ind på de sociale medier, hvor de prøver at lokke folk til at klikke på diverse links.

Og hvem ville helt ærligt ikke klikke på et link, der blev sendt af en bekendt?

Det er her, at fælden klapper.

Vores sunde fornuft kan altså passe godt på os et langt stykke af vejen, men hvis du bruger internettet på daglig basis, er der alligevel en vis risiko for, at du på et tidspunkt kommer til at gå i en af de udspekulerede og velskabte fælder.

antivirusbeskyttelse

Et ekstra skjold til din computer

Hvis du skulle være uheldig og alligevel gå i en af fælderne, kommer antivirusprogrammet til sin ret.

En sammenligning  til virkeligheden kunne være en cykelhjelm. Langt de fleste får heldigvis aldrig brug for dens beskyttende egenskaber, men vi bruger den alligevel, fordi den passer på os, hvis uheldet skulle ske.

Det samme er gældende for et antivirusprogram.

Hvis du engang skulle komme til at gå i en svindlers fælde, kan du blive reddet af at have installeret et antivirusprogram på din computer.

Behøver Mac-brugere at installere antivirus?

Det korte svar er: Ja.

Alle computerbrugere kan have glæde af et antivirusprogram, hvis de bruger deres computer til at gå på internettet eller læse e-mails.

Dengang der kun var få computerbrugere med en Mac-computer, behøvede man i mindre grad at have et antivirusprogram. I dag ser man flere og flere Macs rundt omkring – du behøver bare at gå ind på et tilfældigt gymnasium, videregående uddannelsesinstitution eller en hvilken som helst virksomhed for at støde på dem.

I takt med at Apple har sat sig på en større og større andel af computermarkedet, er Mac-brugere dog ikke længere sikre uden antivirus. Svindlere og kriminelle er nemlig begyndt at udvikle virusser, som enten går specifikt efter Mac-brugere, eller som kan ramme Mac- og Windows-computere på samme tid.

Det er dog værd at bemærke, at mange antivirusprogrammer enten egner sig til en Mac eller en Windows. Det er derfor ikke sikkert, at du kan bruge dit sædvanlige antivirusprogram, hvis du skifter mellem de to platforme.

Et vigtigt spørgsmål trænger sig på: Gratis eller betalt antivirus?

antivirus

Skal jeg vælge et gratis eller betalt antivirusprogram til min computer?

Som udgangspunkt er det fuldstændig op til dig. Der findes rigtig mange gode antivirusprogrammer i begge kategorier (både til Mac og Windows), hvilket betyder, at du har uendelig mange valgmuligheder. Og ja, antivirusprogrammer kan godt være dyre. Det behøver de dog ikke at være.

Hos Onlime.dk anbefaler vi, at du altid vælger at betale for antivirus. Det gør vi af en bestemt årsag.

Et gratis antivirusprogram er kun gratis for din pengepung. Du betaler i stedet med dine data og går dermed på kompromis med din privatlivssikkerhed.

Det kan altså godt være, at programmet er gratis for din pengepung, men du har ingen kontrol over, hvordan udbyderen opbevarer dine personlige data. Er dette en risiko, som du vil tage? Det er som sagt fuldstændig op til dig.

Hvis du vælger et gratis antivirusprogram, bør du dog altid læse betingelserne for opbevaring af dine data grundigt igennem. Du bør også vælge en udbyder, som opbevarer dine data i EU, da de så falder under de nye GDPR-regler.


Hav altid en backup af dine filer

Hvis uheldet er ude, kan du risikere at miste alle dine filer. Her er det vigtigt at understrege, at intet er 100 % sikkert – heller ikke antivirus.

Hvis du skulle være uheldig nok til at få en virus, som enten låser dig ude af din computer, eller som resulterer i, at du mister alle dine filer, kan antivirusprogrammet altså ikke hjælpe dig med at få filerne igen.

Derfor anbefaler vi, at du altid laver en backup af dine vigtigste filer og billeder, så du ikke kan miste dem. Du vælger selvfølgelig selv, om du vil foretage denne backup offline, som f.eks. en ekstern harddisk eller USB, eller online i skyen som her hos Onlime.

Summa summarum

For at opsummere ganske kort:

  • Du kan komme rigtig langt ved at bruge din sunde fornuft. Vær skeptisk og kritisk, når du bevæger dig på internettet og læser dine mails!
  • Når du bruger din computer til at gå på internettet eller læse e-mails (som alle jo gør), vil du være godt tjent med et godt antivirusprogram. 
  • Har du en Mac, er antivirus stadig vigtigt at have.
  • Svindlere og kriminelle opfinder hele tiden nye måder at lokke os i fælderne på. Et godt antivirusprogram sørger for at holde sig opdateret, så det kan være med til at sikre dig mod uønsket adgang til dine filer og oplysninger.

Passer du på din computer, passer du også på dig selv. Brug din sunde fornuft, anskaf dig et godt antivirusprogram og tag altid en backup af dine filer - så du er på den helt sikre side.